Dåb

Skal du have dit barn døbt? Eller skal du døbes som voksen? Her kan du blive klogere på, hvordan det foregår.

Praktisk om dåben

Du kan altid blive døbt i folkekirken - lige meget hvor gammel du er.

I Kirken i Ørestad er der dåb i forbindelse med vores gudstjenester klokken 11 om søndagen, og den 1. og 3. lørdag i måneden er der dåb klokken 10.

Du aftaler dåb ved at henvende dig til vores kirkekontor, meget gerne telefonisk. I skal også have en samtale med præsten inden dåben - præsten kontakter jer og aftaler et tidspunkt, som passer jer.

Her er en række praktiske oplysninger:

  • Ved barnedåb skal der indskrives 2-5 faddere.
  • Fadderne skal være døbt med den kristne dåb og være nået konfirmationsalderen.
  • Faddernes navne og adresser skal meddeles kirkekontoret, da de noteres i Kirkebogen.
  • Efter dåben udleveres barnets dåbsattest.

Tilknytning
For at blive døbt eller få sit barn døbt, kræves det, at I har eller har haft bopæl i sognet eller har særlig tilknytning til sognet gennem f.eks. kirkelig handling (dåb / konfirmation). Hvis du er i tvivl, kan du kontakte kirkekontoret.

Gudmor og gudfar
En gudmor eller gudfar kalder man gerne den person, som bærer barnet til dåben. Det er for det meste en af fadderne. Det er lige så almindeligt, at en af forældrene bærer deres barn til dåben.