Tilbage i oktober gav vores sognepræst Per Ramsdal en prædiken, der gjorde status på de første seks og et halvt år i vores kirke. I anledning af, at vi har nu har fået vores eget sogn, kan du her læse den.

Der sker mange ændringer i vores lille kirke i disse år.

Kirken i Ørestad har været igennem en stor udvikling – og der bliver ved med at ske mange forandringer i de kommende år.

Kirken er jo kun seks år gammel. Eller nærmere bestemt seks et halvt år gammel – for i april 2018 fik man nøglerne til den her adresse:  Robert Jacobsens vej 72 B.

Nogle helt tomme lokaler, som man nu skulle forsøge at skabe kirke i.

Rikke var for nyligt blevet ansat som præst til at skulle indrette kirke – og opbygge en menighed.

Der blev købt inventar – og biskoppen kom og indviede kirken – og bar de hellige kar ind.

Og nu kunne man begynde.

Mange steder i Bibelen bliver Guds rige sammenlignet med en vingård, hvor man dyrker vin.

Og det kunne man måske også sammenligne vores lille kirke med. Det er jo en kirke, der blev udskilt fra Hans Tausens Kirke på Islands Brygge, og man kunne måske bruge billedet, at man plantede kirken ud. At man tog et lille bitte skud – eller en spire - fra den gamle kirke og plantede den i det her nye område helt ude på overdrevet. Og så var det så spændende, om den ville begynde at spire – og om der ville komme noget ud af det. Om der ville begynde at komme nogen mennesker. Og om der ville blive liv i vingården.

Heldigvis var der også mennesker i Ørestad, som gerne ville høre Guds ord – og som gerne ville gå til gudstjenester – og som gerne ville være en del af det fællesskab, som kirken tilbyder.

Og langsomt, men sikkert opstod der en menighed.

Og ud af den menighed var der folk, som godt ville sidde i menighedsrådet – og folk som gerne ville være frivillige medarbejdere i kirken.

Og langsomt, men sikkert, opstod der flere og flere aktiviteter i kirken. Og det hele blev gjort sammen – i fællesskab.

Som Rikke altid siger: ”Kirke, det er noget, vi gør sammen. Vi kirker sammen”.

Og der blev flere og flere vingårdsarbejdere, - som begyndte at vande og gøde og passe vingården.

Grenene blev beskåret, der blev podet og sat nye kviste på. Der blev plantet nye spirer, som skulle vokse og gro.

Og hele tiden skal man huske at tænke, at det er vores fælles kirke. Det er ikke præstens kirke, - eller kirketjenerens kirke – men det er en folkekirke – altså folkets kirke. Det vil sige menighedens kirke. Hvis ikke der er en menighed, så skal der ikke holdes kirke. Så det har hele tiden været vigtigt, at det var kirkegængerne, der skulle være med til at definere, hvilke aktiviteter, der skulle være i kirken.

Indimellem bliver vingården truet af forskellige problemer. Økonomi, konflikter, kritikere og så videre – men vi har stået sammen – og vi har troet på det, som vi havde gang i.

Jo, for vi kunne jo se, at vingårdstræet fik flere og flere kviste og grønne blade, og ja, så gav det jo mening at fortsætte.

Og vintræet bar frugt – i store mængder – Kirken i Ørestad blev en succes – og der har været i tusindvis af mennesker, som har været i kirke og oplevet, at de kunne bruge det budskab til noget, som blev forkyndt her. Og i dag – 6 år efter, ja, så står vi med en kirke, hvor der er så meget liv og så mange aktiviteter, at vi nogle gange slet ikke har plads til det hele.

Vi kunne sagtens bruge en dobbelt så stor kirke – og dobbelt så meget personale – og dobbelt så mange frivillige.

Nå ja, men det er jo også på vej. Om to år, så kan vi indvie vores helt nye kirke. En kirke som er meget større, og meget mere velegnet til at lave den vingård, som vi gerne vil lave.

Og nu, om halvanden måned, så bliver vi vores helt eget sogn:  Ørestad Sogn. Vi får eget kirkekontor – og vi bliver mange flere ansatte, end vi var været hidindtil.

Og ja, så får vi vores helt eget menighedsråd. Der er blevet valgt 13 rigtig gode folk, som skal sidde i det nye Ørestad sogns menighedsråd. Foruden 6 suppleanter.

Det er da værd at fejre. Og det kommer vi også til ved en festgudstjeneste 1. søndag i Advent.

Jo, alt i alt så går det godt her i vingården.

Og når man så har solet sig lidt i succesen, så kan man begynde at overveje, hvad var det der gik godt. Og hvorfor gik det godt. Og var der også noget som gik skidt, - og som skulle luges ud. Det er sundt nok at reflektere lidt over, hvordan det er gået – og så se, hvordan man skal opbygge fremtiden.

Jeg tror, at det, som har givet succesen, har været at vi ikke bare har lavet events og underholdning. Men at vi hele tiden har holdt fast i, at en kirke skal lave forkyndelse og formidle det kristne budskab om næstekærlighed, tilgivelse, fred, ligeværd, barmhjertighed og mange andre livsværdier. Det at gå til gudstjeneste – uanset om det er højmesse eller jazzgudstjeneste eller technogudstjeneste eller rockgudstjeneste eller andet, det er ikke underholdning.

Man kan godt gå ind og høre en koncert eller se et teaterstykke. Men man kan altså ikke gå ind og høre eller se en gudstjeneste.

Jeg møder sommetider nogen som siger til mig: "Per, nu kommer jeg altså også snart ud og ser en af dine gudstjenester."

"Det kan du ikke," må jeg sige.

"Hvad, laver du ikke jazzgudstjenester mere?"

Jo, men man kan ikke se en jazzgudstjeneste. Man kan deltage i den.

Det betyder at bevægelsen gerne skulle komme i modsat retning, end når man laver underholdning.

I underholdning kommer bevægelsen fra scenen og ned mod publikum, og man kan klappe hvis man synes, det er godt – eller skyde rådne tomater, når man synes det er dårligt.

Men i en gudstjeneste kommer bevægelsen den anden vej.

Der skal ikke holdes gudstjeneste, hvis ikke der er en menighed, der ønsker at samles i en kirke og lovprise Gud og høre hans budskab.

Så når man går i kirke, skal man gerne være aktiv. Aktiv lyttende, aktiv i bøn og i lovsang, aktiv i modtagelsen af den hellige nadver, og aktiv i at opbygge fællesskab.

Det er menigheden der er den vigtigste i en kirke – og så deres forhold til Gud.

Os, der arbejder i vingården, som ansatte eller frivillige – vi er bare instrumenter til at få Guds rige til at blomstre og give frugt. Vores opgave er at bringe menigheden og Gud sammen – og igennem gudstjenesten at opløfte menigheden, så den kan gå ud i verden og sprede Guds Rige – og plante nye spirer overalt, hvor vi kommer.

Jesus bruger ofte det her billede med en vingård, når han skal tale om Guds Rige. Det bliver altid mere konkret, når man får nogle billeder på. For ellers kan det være lidt svært at forstå hvad Guds Rige er. Jeg er vintræet, I er grenene, siger han tit. Og dermed formaner han os til at være nogle gode grene, med friske spirer og som bærer god frugt.

I de to små lignelser, som er dagens tekst til i dag, fortæller Jesus om nogle vinbønder, som skal passe vingården for dens ejer, og der kan vi jo godt føle os truffet, os som arbejder som ansatte eller frivillige i kirken. Vores opgave er jo at fremme menighedens liv og vækst. Sådan er formålet beskrevet i det løfte som menighedsrådet skriver under på – og det kunne jo passende gælde for os alle, der arbejder i kirken. Liv og vækst – ja, her er vintræet jo et godt billede. Hvis ikke der er liv i vintræet og hvis ikke det hele tiden vokser og gror, ja, så sygner det hen og dør lige så stille. Men hvis menigheden bliver vandet og gødet og passet og plejet, ja, så gror den, den vokser og den blomstrer og den giver frugt.

Der kan være mange ting, der truer en vingård. Der kan være fjender udefra – men der kan også være interne ting, der truer.

Jesus fortæller om de to sønner, som vingårdsejeren beder om at gå ud og arbejde i vingården. Den ene søn siger: Det kan jeg ikke. Jeg har travlt med alt muligt andet. Men bagefter kommer han i tanker om, at det jo er et vigtigt arbejde, og hvis ikke det bliver gjort, så forfalder vingården – og han ombestemmer sig, og går alligevel derud.

Den anden frivillige gør det modsatte. Han siger straks ja, det skal jeg nok. Men han får ikke lige gjort noget ved det. Det kommer til at flyde lidt, og han dukker ikke op derude.

Jeg tror, at vi sagtens kan genkende begge sønner i os selv. Jeg tror, at vi alle sammen har stået i de samme situationer. Og det er svært at dømme ud fra bibelteksten, hvem Jesus mener, gør det rigtige. Om det er ham, der har den stærkeste samvittighed og ombestemmer sig – eller om det er den anden, der har viljen, men ikke får noget gjort ved det.

Måske mener Jesus i virkeligheden, at det ville være allerbedst, hvis det var en blanding, - altså at man villigt siger ja, når der bliver kaldt – og så også går derud og gør arbejdet. Men det kan jo nogle gange være svært, - det ved vi. Vi er jo trods alt kun mennesker – men det er det der med Guds Rige, og hvordan vi får det opbygget.

Den anden lignelse er lidt mere barsk. Det er noget af en røverhistorie. Gud er taget ud at rejse – og Guds Rige bliver passet af nogen andre, som har forpagtet det. Og da det så bliver høsttid, og han sender sine mænd for at få overskuddet, ja, så bliver de jaget væk af de nye forpagtere, for nu er dem der bestemmer, og de ved bedst selv, hvordan tingene skal drives nu.

Den situation må vi aldrig komme i her i kirken. Vi kan godt blive lidt høje en gang imellem af at lave gudstjenester og arrangementer med mange mennesker og med god stemning.

Men vi må aldrig glemme, hvorfor vi gør det. Vi må aldrig tro, at vi gør det for vores egen vindings skyld. Vi må altid og hele tiden ha’ for øje, at det ypperste formål er at udbrede evangeliet om Jesus Kristus. At det er Gud, der er vingårdsejeren og Jesus er hans søn. At det er fordi vi tror på ham, som verdens frelser, at vi passer og plejer vintræet. Vi må altid gi’ Gud æren, og lytte til hans ord – og gøre alt hvad vi kan for at fortælle Guds menighed, hvordan de kan bygge deres liv på det budskab, som Jesus kom med til os.

Det budskab, vi kan læse i Bibelen. Budskabet om fred og glæde – om kærlighed og fællesskab – om tilgivelse og forsoning – om retfærdighed og barmhjertighed.

Tillykke med jubilæet og Guds velsignelse over de næste mange, mange år.

Amen.